Stress og tidlig overgangsalder


En personlig beretning om stress udløste symptomer på tidlig overgangsalder

Det var efterår, og jeg fik tiltagende voldsom hovedpine, vågnede om natten med hovedpine og fik hedeture i bølger, der var ukontrollerbare.

Jeg var 42 år, arbejdede fuldtid som myndighedssagsbehandler og fungerede som mor for mine to teenagere.

Jeg havde livet foran mig, havde tilbage i 2020 gennemført et diplom i ledelse og var på mange måder på vej i en karriere, hvor jeg havde præsteret at positionere mig selv som talsmand for alle medarbejdere i kommunen. På en sommerferie gik det op for mig, at noget var helt galt indeni. Min indre stemning var helt ude af trit med det, jeg oplevede. Jeg var følelsesmæssigt ude af balance.

Jeg gik til lægen og fik diagnosen depression, og jeg blev også ordineret antidepressiva. Medicinen havde faktisk en god effekt. Jeg passede mit arbejde, men talte ikke rigtig med nogen om, hvad der skete med mig. Efter et halvt år trappede jeg ud af medicinen. Jeg havde haft tid til at tænke over min karriere og valgte at fratræde mine positioner som fællestillidsrepræsentant, tillidsrepræsentant og alle de betydningsfulde poster i samarbejdsudvalgene. Jeg havde mistet lysten; det gav ikke længere mening.

Jeg fortsatte som sagsbehandler, hvilket jeg også havde svært ved at finde mening i, nok mest fordi jeg etisk havde svært ved at acceptere de arbejdsgange, der gennem tiden var udviklet for at spare på det specialiserede voksenområde.

I efteråret 2021 blev jeg ramt af en række psykosomatiske symptomer, såsom voldsom hovedpine og hedeture. Jeg sad hos lægen, hvor en blodprøve viste tegn på tidlig overgangsalder.

I løbet af efteråret blev jeg sygemeldt. Lægen henviste mig til en arbejdsmedicinsk klinik, og jeg anmeldte stress som en arbejdsskade, men der kom ikke noget ud af det. Til gengæld fik jeg et 8-ugers mindfulness-forløb på stressreduceringsklinikken på Bispebjerg Hospital. Få måneder efter sagde jeg mit arbejde op, stik imod alle råd fra fagforeningen. Jeg var ikke syg, men min arbejdsplads var syg og fastholdt mig i en sygdomsrolle.

Jeg havde ikke et andet job, men jeg var ligeglad. Universet var med mig, og fagforeningen sikrede, at jeg fik dagpenge.

En måned senere fik jeg en ansættelse på 20 timer i NTI, hvor jeg skulle hjælpe med koordinering af kurser. Det var perfekt, fordi jeg samtidig kunne arbejde med mit eget firma som privat socialrådgiver.

I løbet af efteråret 2022 fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne leve af egen virksomhed, i hvert fald ikke i den kontekst, jeg havde skabt. Jeg har brug for økonomisk tryghed, og jeg fandt ud af, at det var svært for mig at være uvildig rådgiver i de meget konfliktfyldte opgaver, jeg fik ind.

I en lang periode gik det fint; mit nervesystem fik slappet af med det nye arbejde, og det var virkelig sundt for mig.

Fra 2020 til 2023 tog jeg løbende på i vægt, og jeg mistede fuldstændig lysten til at træne, til at tabe mig og endte med at æde og se serier. Jeg opgav, for jeg var jo i overgangsalderen; jeg var i en “døende, slap kvindekrop”.

Jeg deltager sporadisk i meditationer på Facebook-siden “Den Indre Vej” og deltager blandt andet i en meditation guidet af Aiinooa Enyah Tinndahn. Det er i den meditation, jeg vågner op. Det bliver klart for mig, at de stressforløb og den depression, jeg har været igennem, har skabt en hormonel ubalance i min krop, og at det ikke nødvendigvis betyder, at jeg er i overgangsalderen. Jeg kontakter homøopat Maj-Britt Brusati, som foretager et interview og igangsætter en behandling for at stabilisere min menstruationscyklus. Det lykkes at “kickstarte en naturlig cyklus”, hvilket også betyder, at jeg ikke længere oplever hedeture.

For at være helt sikker på, om jeg er i overgangsalderen, får jeg lægen til at henvise mig til en gynækolog. Gynækologen bekræfter, hvad homøopaten også har fundet ud af: at min hormonelle ubalance er forårsaget af stress.

Det er med blandede følelser, jeg forlader gynækologen. Jeg er glad for, at jeg ikke er i overgangsalderen, men ærgerlig over, at jeg i en periode på 2 år har haft den overbevisning.

I det forgangne år er jeg blevet mere bevidst om den kosmiske sammenhæng mellem det jeg har med mig i mit fødselshoroskop og det som udspiller sig i mit fysiske liv her på jorden. Det er ikke uden betydning når man som mig har et fødselshoroskop med mange sensitivitetsaspekter, det er meningen at de skal bruges. Når de røde og gule lamper lyser i instrumentbrættet i bilen kan man jo heller ikke bare ignorerer dem, så ved vi alle godt hvad der sker… det er jo ikke anderledes med os mennesker, vi har bare ikke fået instruktionsbogen med da vi blev født. Et fødselshoroskop kan sammenlignes med en instruktionsbog.

Jeg tilbyder stress-forløb – læs mere her

Inspirations Links

Maj-Britt Brusati, Kontakt – Professionel og erfaren homøopatisk behandler (frb-homeopati.dk)

Aiinooa Enyah Tinndahn | Facebook

Stressreduktionsklinikken (bispebjerghospital.dk)

Afsnit 12 – Sensitivitet og Di–Ramt Af Stjernerne – Apple Podcasts